Med en schweisshundefører på arbejde

Vi starter med slutningen:

 Kan du ane indgangshullet lige foran venstre bov? Måske kan du ikke se det så godt, men udgangshullet har stort set flået højre bov af, og det nederste af benet hang kun fast i en tynd strimmel hud.

Hvor langt, tror du, den er løbet på sine 3 ben?

Ville du have forestillet dig, at den var løbet næsten 2km, inden schweisshunden fandt den?

Det var en lun aften i juni, og en af mine venner var ude at jage på mit revir med sin kammerat for at finde en afskudsbuk til grillen. Jeg gik selv rundt i værkstedet og lavede en video om “montering af opsats på bukkeplade”, da jeg pludselig hørte et BOM udenfor. Det var dog i netop samme øjeblik, som jeg havde lukket døren fra værkstedet til maskinhallen, så jeg var lidt usikker på, om det var min ven, der havde skudt, eller det var døren, der havde smækket bag mig, eller måske en tagplade fra lageret udenfor, der var væltet med et ordentlig raballer. Lyddæmpere og tæt bevoksning kan skjule meget.

Klokken var halv ni om aftenen, og jeg var lige blevet færdig med mit videoprojekt (husk at tjekke den ud på YouTube), så jeg fik pakket mit grej sammen og skrevet en sms til de aktive jægere: “Hørte jeg mon et skud?”

Fem minutter senere kom T over og bankede på. “Nåh, hvordan gik det så?” sagde jeg og tog imod min Viper Flex skydestok, som han havde lånt.

“Joh, det gik sådan set godt nok; men vi kan sgu ik finde dyret.” Sagde han og kiggede lidt rundt, mens han rakte mig stokken. “Tak for lån. Ja jeg skød en lille knub-buk, som gav et ordentligt spring. Og så væltede den bagover og ned af skrænten. Og vi har ledt i en halv time, men vi kan ikke finde den.”

“Nåh for den da. Skal vi prøve at sætte Max på sagen?” svarede jeg ivrigt, for jeg havde jo trænet spor med min gule labrador i snart et år, så det ville da virkelig være en succes at opspore en nyskudt buk på egen mark!

“Altså hvis du gider?”

“Det gør vi! Vi skal bare lige gøre os klar.” Og så trak jeg i de grønne bukser med kevlar på benene, og i samme sekund, at Max fik sin orange vest på, var vi begge tændte som nytårsfyrværkeriet ved Sydney Harbor. Meget tændte!

Fra 0-100

Når en hund bliver trænet til spor, erfarer den, at noget er mega, overdrevet, kanon fedt! Max ELSKER at gå spor, uanset om det er efter blod fra et krondyrløb gennem skov og krat eller tabte nøgler på en stor åben mark. Halen kører helt balstyrisk fra side til side, og når det bliver rigtig sjovt, i en cirkel som en helekopter!

Og han vil meget gerne fremad, men for at lave det gode søg, skal han bevare roen og have snuden i sporet, for det er duften og ikke synet, som han skal styre efter.

Derfor bruger jeg lang tid på at komme frem til skudstedet, da jeg ikke lader hunden trække af sted med mig. Vi stopper op, får ro på, og han får en belønning for at gøre det rigtige.

Da vi kommer frem til skudstedet, viser T mig, hvordan det var gået til, og jeg dirigerer Max hen mod START. Igen skal han være i ro, før han får lov at drøne derudaf, selvom det er svært.

Men SÅ går den vilde jagt også!

Ned ad skrænten, ind i det tætte nålekrat med brombær og rundt om træerne for at finde den rigtige vej.

Jeg bliver tit i tvivl, om han har gang i det rigtige, men man lærer efterhånden sin hund at kende på en helt særlig “spor-agtig” måde, hvor man stoler på hans evner og lader ham lave sine egne småfejl, som han selv retter til, når han kommer for langt af sporet.

Og pludselig står vi midt på marken ved side af bakken og fiser rundt mellem høje skræpper, hvor der sagtens kunne ligge en lille buk og gemme sig. Og minsandten, om vi ikke finder både 1 og så 2 sårlejer fra dyret, men ingen buk.

I vild hast går det videre ind i skoven ved siden af, ind og ud, og op og ned, og vi ender faktisk med at lande oppe ved skudstedet igen efter ca. 30 minutters søg. Max er udmattet, jeg er forvirret, og vi får lige en snacks, inden vi trisser tilbage til T, som står ved marken med sårlejerne og holder udkig. Vi bliver enige om, at nu må tiden være inde til at tilkalde en schweisshundefører, som kan gøre det bedre end vi novicer, Max og jeg.

Få en schweisshund på sagen med det samme

Der går ikke mere end 10 minutter fra, at vi kalder, til at Claus Skovgaard Sørensen, legitimeret schweisshundefører, ankommer på Dalgården med sine to ruhårede.

Vi briefer ham om situationen, imens han finder tøj, grej og hunde frem, og vi starter igen søget ved skudstedet. Barkly er 100% schweisshund og får lov at trække, så meget han orker, hvilket Claus måske også nyder lidt, da vi skal op af den stejle bakke.

Og hold fast, hvor er der fart på! Man skal være hurtigt til bens for at følge med makkerparret i rødt og gult, og jeg snakker og spørger som en gal hele vejen for at lære af de erfarne. Her skal lyde en særlig tak til Claus for sin tålmodighed!

Og sjovt nok, vælger Claus’ hund næsten de helt samme ruter som Max. Henover marken med sårleje, ind i skoven, rundt om træerne og op imod skudstedet igen.

Det er mystisk, og jeg begynder at tvivle på dyrenes kunnen; men så begynder Barkly at trække ekstra hårdt ind over naboens mark.

“Det er fifty-fifty, men nu gør vi det!” og så slipper han schweisshunden, som raketterer af sted, som havde den sat sig i et myrebo.

På GPS’en kan vi følge Barklys færden, og jeg kan tydeligt forestille mig, hvordan der ser ud, hvor han er.

Det må i grunden være en særlig oplevelse for den fremmede hundefører, som aldrig har været på grunden før. Han kan jo bare se en streg på et kort med nogle højdekurver og farver på, men han aner jo ikke, hvor smukt der er her i aftensolen lige før lukketid.

Da hunden på kortet begynder at cirkle rundt i nærheden af vejen, begynder vi at begive os derudaf, efter at have stået et par minutter og fulgt ham på skærmen.

“Har de dyr?

Vi går i raskt tempo ned gennem den efterhånden mørknende slugt. Klokken er ved at være lidt over halv ti, og  jeg er glad for, jeg ikke skulle noget her til aften, så jeg kunne være med på den vilde jagt.

Barkly er et rigtig godt navn til en hund, man kan høre på lang afstand, for pludselig bliver slugten fuld af glammen, og en lyd af noget, der lider. “SÅ!” udbryder jeg og stivner i et halvt skridt, mens mine øjne bliver nærmest tomme, og min eksistens er draget ud for at finde kilden til lyden.

Claus kigger på kortet, kigger på læhegnet, og på kortet igen, “Har de dyr?” “Ja, de har heste…” og så sætter vi begge i galop for at komme over til Børge, som bor på den anden side af de høje kirsebærtræer.

Claus må have opøvet en glimrende kondi med alle hans ture ud efter nødstedt vildt, og han er hurtigt langt foran mig ind over Børges grønne kornmark. Jeg stopper kort op og kigger ned mod hestefolden, hvor de tre eneste ponyer står og kigger forundret på os, i god behold vel at mærke.

“YES! SÅDAN! FLOT BARKLY!” råber Claus omme bag siloen. Det er tydeligt at mærke, at han får en rus ud af “jagten”, som let kan hamle op med nedlæggelsen af et dyr. Ja, jeg tror faktisk, det er to meget forskellige følelser, som selvfølgelig også kan være forskellig fra jæger til jæger.

Personligt bliver jeg efter et velplaceret skud og en hurtig død, meget taknemmelig og nærmest rørt, når jeg sidder og betragter mit bytte og mærker dets pels eller fjerdragt, som er lige så blød og fin som min kat og min hund.

Nu skal jeg ikke tale på andres vegne, men jeg fornemmede en vis ekstase, da Claus stod med hænderne over hovedet og roste sin hund til skyerne, og jeg kan i hvert fald godt forstå, hvis han er stolt. Både over sin hund og sine egne evner til at læse sin hund og tage de rigtige beslutninger under sporet.

Hvordan finder man en lokal schweisshundefører?

Det nemmeste er at hente min app “Schweisshunde i Danmark” til Android eller iPhone, som du kan bruge helt gratis til at se, hvor den nærmeste schweisshund holder til, og du skal bare trykke på “Ring op”, så har du fat i en hundefører.

Og det fantastiske ved vores schweisshunderegister i Danmark er, at det er en helt gratis ordning, som er lovpligtig at bruge!

Hvis du anskyder et stykke klovbærende vildt, SKAL du inden for 6 dagtimer tilkalde en legitimeret schweisshundefører. Punktum.

Og som både Claus og hans kolleger siger: “Ring hellere med det samme og fortæl, hvordan situationen er, så kan vi hjælpe med at tage beslutningen, om vi skal komme ud med det samme eller vente lidt”.

Kutymen er, at man betaler lidt ekstra for benzin og godbidder til hunden, så omkring 200kr. er en god start.

Statistikken siger: 

“Hvis dyret lægger sig i sårleje, er der 80% chance for, at schweisshunden kan nå at affange dyret”.

“Hvis en almindelig jagthund støder dyret fra sit sårleje, er der under 20% chance for at finde dyret igen.”

80/20 reglen om igen…

Så der skal være 1000% sikkerhed for, at dyret ligger dødt et sted derude, næste gang jeg sender Max på sagen. Indtil da får han bare lov til at apportere og gå kunstige spor, som han elsker

Knæk og bræk derude!