Der er mange, som spørger mig: "Hvad skal jeg bruge for at komme i gang med jagt?"
Det kan der være mange svar på, men her har jeg prøvet at lave give dig et hurtigt overblik, hvor vi tager udgangspunkt i jagt med haglbøsse.
I forhold til økonomi, så handler det meget om, hvad man selv har lyst til. Du kan starte med en brugt haglbøsse til 1.000kr. (med mindre du er 2 meter høj lige som mig) og to kasser jagtpatroner for 150kr. Et haglgevær er jo egentlig bare to vandrør svejset sammen med et stykke træ i enden... sådan groft sagt. Det kan skyde mange tusind skud af uden at midste brugsværdi i hvert fald!
Og hvor køber man et godt og billigt haglgevær?
Du kan enten købe privat på fx www.guloggratis.dk eller Jægers app eller via forums-appen MeWe. Der er altid en del til salg, især til folk af almindelig bygning. Har man ualmindeligt korte eller lange arme, bliver udvalget mindre, da skæftet gerne skal være lidt kortere eller længere. HVIS det skal være optimalt.
Ellers kan du også gå ind til en hvilken som helst jagtforretning og spørge dem til råds. Der er mange at vælge imellem, og du kan se et kæmpe udvalg på nettet. Men du SKAL ind og prøve geværet, før du køber det. Ellers risikrer du nemt at ende med noget, du ikke bliver glad for.
Hvis du vil have et gevær, der kan holde til rigtig meget, så vælg et godt gammelt russisk gevær af mærket Baikal. Du kan få et semiautomatisk gevær for ca. 2.000kr., som du kan have med på havet uden at være nervøs for rust. Det er bare patina!
Til gengæld vejer det som et ondt år.
Alt det andet...
Der er ingen lov om hvilket tøj, man skal have på; men det er god etikette at bære grønt eller brunt. Selv på godsjagter er gummistøvler et hit!
Derudover kan man selvfølgelig købe sig fattig i alt muligt jagtrelateret hejs fx:
- Tasker
- Stole
- Hatte
- Kamuflage
- Lokkekald
- Lokkefugle
- Knive
- Høreværn med aktiv lyddæmpning
- Skydebriller
- Handsker
Men det kommer jo helt an på, hvor meget og hvor lidt, man ønsker at gøre ud af det.
På billedet nedenfor kan du se, hvad jeg havde fået slæbt sammen på min første bukkejagt... da jeg lavede en facebook post for at høre de andre jægere, om jeg manglede noget, så grinede de alle og spurgte, om jeg var ved at flytte hjemmefra.
Hvis du sætter 3-5.000kr. af til udstyr til hagljagt er du rigtig langt. Det begynder først at trække tænder ud, når du vil i gang med riflen også.