Jeg har længe haft lyst til at skrive et indlæg om at få jagthund, men har haft svært ved at finde et ordentligt take på det. Jeg har ikke engang haft min Max i et år, så jeg er alt andet end ekspert, og det er lige præcis det, jeg vil tage udgangspunkt i.
Hvad man skal tænke på, før man får sin første jagthund!
Inden man køber sin første jagthund (måske ens allerførste hund), skal man virkelig tænke sig om, så man ikke bliver nødt til at levere dyret tilbage eller finde et nyt hjem til den. Det er simpelthen så synd for det lille væsen, så sørg for at overveje følgende:
- Har du plads i dit liv til en hund?
- Har du ordentlig tid til bonde med hunden, de næste 2 måneder?
- Hvad er din plan for træning?
- Hvad gør du, når den næste store rejse står for døren?
- Hvilken race skal du have?
-
- Er der en bestemt jagtform, som du elsker, hvor en specifik race vil passe sig bedst?
- Er der plads til en stor hund i bilen/huset/sofaen eller er du begrænset i størrelse?
- Er der særlige karaktertræk hos din kommende hund, som du vil sætte pris på?
- Hvad koster din drømmehund i anskaffelse?
- Har du råd til de løbende ekstraudgifter?
Det kan være svært at forudsige de næste 10-13 år, som en god jagthund kan holde; men prøv at gøre dig umage for at tænke på de situationer eller drømme, som du ønsker at prioritere de næste 5 år i hvert fald, og se, om en hund passer ind, eller om du måske bliver nødt til at finde en midlertidig løsning på noget helt særligt.
- Eksempel: Jeg drømmer om at tage 1-2 måneder til New Zealand og jage, når jeg bliver 40.
- Løsningsmuligheder: Jeg tager hunden med eller finder nogen, der vil passe ham imens.
Har du plads i dit liv til en hund?
Dette spørgsmål er nok det sværeste for de fleste at svare helt ærligt på, tror jeg.
"SELVFØLGELIG har jeg plads til en hund, jeg er jo ved at revne af begejstring!"
Men der kommer jo også en dag, hvor hvalpen ikke bare er sød og ny, men mega irriterende, krævende, tisser på gulvet, spiser dine sko og måske jagter naboens kat. Har du tålmodigheden, som det kræver at have en lille ny, og kan du se dig selv gå til hundetræning hver uge, eller har du planer om at træne lydighed og apportering derhjemme efter en biblioteksbog?
Mange undervurderer, hvor hårdt det er at få en lille hvalp på 8 uger. Den skal luftes hver eller hver anden time, også om natten, og man kan aldrig tage fra den, fordi den bliver helt ulykkelig og splitter hytten ad. Personligt har jeg drømt om at få hund siden jeg var barn og har blot ventet på det rigtige tidspunkt i mit liv, hvor jeg både havde plads i kalenderen og huset til at få min drømmehund. Der var 3 måneders sommerferie i kikkerten, og jeg var lige flyttet ud på landet, så det kunne jo ikke være meget bedre; men hold nu op, hvor var det hårdt at være alene om den lille fyr! Jeg hentede Max om søndagen, og om fredagen var jeg lige ved at køre tilbage med ham. Jeg havde ikke haft 5 minutter alene i en hel uge, og jeg var så mega usikker på, om jeg gjorde det rigtige, at jeg nærmere var sikker på, at jeg gjorde det hele forkert!
Heldigvis har jeg en fantastisk nabo, som tilbød at passe hvalpe-Max i nogle timer, hvilket gjorde en verden til forskel! Max havde ikke ødelagt noget, mens jeg var væk, og der var kun ros fra min redningsmand, så jeg kom tilbage i sadlen med fornyet energi.
Til gengæld vil jeg virkelig også anbefale alle at finde sig en dygtig træner at alliere sig med. Jeg fik lige præcis min hund, da de fleste hold var ved at slutte af for sommeren, men nåede at få 4-5 træninspas med inden, det hele lukkede, og så brugte jeg tiden imellem holdtræningen på at øve derhjemme og socialisere ham med andre mennesker, hunde og ting, jeg forestiller mig at have i mit liv i fremtiden.
Selvom man har bil, kan man godt træne sin hund i at køre i bus, tog og letbane.
Hvis du vil have din hund med på jagtrejser i Norden, kan du få tips til det i et andet indlæg.
Hvilken race skal du have?
Først og fremmest skal du nok gøre dig bevidst om, hvor meget din hund skal være brugshund kontra familiehund. Hvis den udelukkende skal være et værktøj til de gode jagtoplevelser, vil jeg anbefale dig at gå stærkt efter den race, som opfylder dine jagtbehov; MEN vær sikker på, at du også kan opfylde dens behov! Drømmer du om at gå med stående hund, så hænger du også på en hund med stort motionsbehov og jævnlig træning. Får den ikke det, bliver både den og du frustreret.
Generelt møder jeg mange mennesker, som anskaffer sig hund pga. rasens udsende, og jeg krummer tær blot ved tanken. Sørg nu for at nærstudere indlægssedlen! En gravhund er lille ja, men den er dælme også selvstændig og har et mundtøj, der kan vække de døde.
Er du nybegynder, så overvej kraftigt, om du kan "nøjes" med en lærenem og godmodig race, hvor du kan få succes med træningen og ikke blive væltet omkuld af begynderfejlene.
Personligt havde jeg allerede som barn kastet min kærlighed på labrador retreiveren, som kva sit hjælpsomme sind og sin lærenemhed stadig er den mest populære hund i verden. Jeg har virkelig kun mødt gode labrador, og så har den både størrelsen at tumle til at tumle med og det helt rigtige sind til min yndlingsjagtform: Morgentræk på ænder og gæs :)
Har du økonomi til en hund?
Skal man gøre en hund op i kroner/øre, skal man både kigge på anskaffelsesprisen og de løbende udgifter.
En racehund kan koste alt fra 5-20.000kr. og afhængig af størrelse og ambitioner, skal man lægge det sammen oveni hvert år.
Til sammenligning gav jeg ca. 9.000kr. for min gule lab fra en jagthundeavler på Djursland, mens en jagtkammerat gav ca. 15.000kr. for sin gamle danske hønsehund.
Og skal du have den bedste jagtmakker, så gør du klogt i at købe fra en avler med stamtavle. Det havde jeg egentlig ikke regnet med, da jeg begyndte at søge, men blev rådet til det af alle, der havde med jagt at gøre.
Du kan godt være heldig, at en hund uden stamtavle bliver rigtig god, men der er større chance for at få et godt resultat med en hund, der har jagten i blodet.
De løbende udgifter kan deles op i følgende kategorier:
Første år | Pr. Måned | |
Køb af hund | kr 9.000,00 | |
Mad om måneden | kr 400,00 | |
Forsikring inkl. sundhed | kr 250,00 | |
Dyrlæge Vet-plan | kr 150,00 | |
Skåle | kr 100,00 | |
Tæpper | kr 200,00 | |
Hundebur | kr 1.000,00 | |
Halsbånd og liner | kr 300,00 | |
Flåtmiddel | kr 300,00 | |
Sundhedstjek og vacciner x2 | kr 1.500,00 | |
Ormekur | kr 350,00 | |
Legetøj og ting til træning | kr 1.000,00 | |
Træning | kr 500,00 | |
Godbidder | kr 300,00 | |
I alt pr. måned | kr 1.600,00 | |
I alt | kr 13.750,00 | kr 19.200,00 |
ALT I ALT, det første år |
kr 32.950,00 |
I skemaet har jeg forsøgt at tage alle de ting med, jeg kunne komme i tanke om, du skal selvfølgelig sætte de tal ind, som passer hos jer. Hvis du vælger træningen fra og har en lille hund, som kun spiser det halve, så er der jo penge at spare; men det kan jo også være, du vælger et dyrere foder end jeg og måske spoiler din hund med mere legetøj end jeg.
Afsluttende noter om at have hund
Hvis du efter at have læst disse råd og spørgsmål til reflektion er blevet mere i tvivl, så læn dig tilbage og slå koldt vand i blodet. Det må ikke haste at få hund, og jo bedre forberedt du er, jo bedre bliver din oplevelse med det nye liv, du får i dine hænder.
Husk altid:
Du har måske en hund i én del af dit liv; men den har dig i hele dens liv!
De skønne firbenede venner fortjener det bedste, og DU fortjener det bedste!
Knæk og bræk :)